Vi har nu tilbragt 4 nætter på Splitters Farm. Et sted med en masse bondegårdsdyr og en fin legeplads. Pigerne har hygget sig med at fodre dyrene og lege på legepladsen og vi voksne har nydt, at de ikke har krævet så meget af os. Den ene aften råbte Lærke på vej til legepladsen “du kalder bare, når der er aftensmad”. Den skulle jeg lige synke. De bliver store og modige på denne tur 😅


I går havde vi booket en tur til øen Lady Musgrave. Vi kørte afsted tidligt om morgenen og tog en stor katamaran ud til øen der ligger ca. 2 timers sejltur fra Bundaberg. Og her begynder sejlturen fra helvede 😱 Der var høj søgang og der gik ikke meget mere end 30 minutter før Astrid havde brækket sig udover mig, sig selv og sædet. Så var vi ligesom i gang.. Jeg havde selvfølgelig kun tænkt på at pakke ekstra bukser, hvis uheldet skulle ske den anden vej, så vi endte med at måtte købe en hidsig pink merchandise polo i størrelse 8 år, som hun gik rundt i resten af dagen. Efter en god lur til Astrid hægtede båden sig på en pram ved et koralrev i det smukkeste turkis blå vand, hvorfra vi sejlede i en glasbundsbåd ud til Lady Musgrave. Det var en sjov oplevelse for alle, hvor vi så skildpadder, rokker, farverige fisk og koraller. Om eftermiddagen kunne man snorkle. Pigerne var super modige og kastede sig ud i det dybe vand med fiskene. 🐢🐠 Vi fik desværre ikke snorklet så ufattelig meget, selvom personalet på båden tilbød at holde øje med pigerne, så var vi ikke helt trygge nok ved at overlade dem 🙃 Senere opdagede vi også en haj lige under os, omend det var en lille en 🦈

Herefter gik turen tilbage med båden og det var endnu værre end turen derud. Først brækkede Astrid sig, så Stefan og sidst Lærke. Jeg ligger lige nu i sengen og føler, at det hele stadig gynger. Så jeg ser frem til endnu en sejltur i dag, hvor vi sejler til Fraser Island. Stefan har dog lovet mig, at det ikke bliver en lige så slem tur (men det sagde den evige optimist også i går) 😉 Vi slutter af med en masse gode billeder. Og hvis I sidder og tænker, at I ville ønske det var jer, så tjek lige den sidste video og forestil jer 3 personer der brækker sig omkring jer. Kureret for rejselyst? 😎





